Danish poet Michael Strunge..long gone but a clever describer of nighttime feelings.

Michael Strunge Natmaskinen Langsomt oplades natten af byens lys. Stjerneknapperne blinker og på måneskærmen ses de første billeder. Åh, jeg vugges som på en damper, et tungt exprestog gennem mørket, flyver højt i natmaskinen. Skyerne af drømmedamp hvisker hvidt til jorden. Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle. Mørket fyldes tæt af en summen af energi… Jeg er til koncert i Rockmaskinen. Ugens overlevende trænges om den lille scene luften er hed af musik. Vi er i trance og trang transcenderende grænserne mellem køn, mellem dimensioner af virkelighed, dansende i tranceformationer et sted i den sovende by. Vi er forkomne englebørn med vinger af fremtidssang, med barnet i blodet og smøgen i kæften. Vi har hud af den sarteste drøm og hjerter der lyser mere end neon. Vi er kvæstede af dagens skarpe lyde, blødende lyserød sne, spiddet af avisoverskrifter. Vi er en del af Natmaskinen transformerer angst til venskab. Vi bærer vore hjerner med stolthed bytter drømme og cigaretter, fylder os med rus og musik bytter køn og masker… Senere tager vi hjem hver for sig drager gennem natmaskinen med nye identiteter ad offentligt fastlagte ruter. Der falder sorte klumper af søvn fra oliehimlen ned i vore øjne. Vi sover ind som éncellede organismer fra dengang jorden var hav. (fra Vi folder drømmens faner ud, 1981) http://laerer.aasg.dk/asgpe/dansk/DANSKfaget/Emner/Modernisme/natmaskinen.htm